Skip to content
1910

1918

Højgaard & Schultz grundlægges

I 1918 grundlagde Sven Schultz og Knud Højgaard virksomheden Højgaard & Schultz. De to stiftere havde mødt hinanden som ansatte i Christiani & Nielsens afdeling i Sankt Petersborg, og fordrevet af Den Russiske Revolution dannede de deres eget danske foretagende.

1919

Monberg & Thorsen grundlægges

Få måneder senere, i februar 1919, grundlagde Axel Monberg og Ejnar Thorsen virksomheden Monberg & Thorsen. De to stiftere havde mødt hinanden på session og var blevet venner.

1919

DSB

Den første ordre nogensinde for Monberg & Thorsens var en jernbanebro i Taastrup for DSB. Samarbejdet med DSB fortsatte gennem årene, bl.a. med elektrificering gennem ELKON-konsortiet i 1980’erne, og i dag bygger MT Højgaard Danmark en række værksteder for DSB.

1924

Ford fabrikken

Monberg & Thorsens første store ordre var en bilfabrik for Ford til 2,25 mio. kroner.

1928

Berlingske Hus

Monberg & Thorsen opførte Det Berlingske Hus i Pilestræde, som blev indviet i 1928.

1930

Carlsberg

Højgaard & Schultz opførte i 1920’erne og 1930’erne en række jernbetonbygninger for Carlsberg, blandt andet Kedelhuset.

1931

Interimistisk Langebro

Højgaard & Schultz opførte den interimistiske Langebro for Københavns Kommune og Københavns Havn. Broen fik lov at stå frem til 1954, hvor den erstattedes af den nuværende Langebro.

1933

Gdynia

Højgaard & Schultz havde stor succes med arbejder i polske Gdynia i 1930’erne. Den første opgave i Gdynia blev til mange flere, og Højgaard & Schultz ender med at lave arbejder for over 100 millioner kroner i byen.

1935

Den Gamle Lillebæltsbro

Monberg & Thorsen opførte Den Gamle Lillebæltsbro, der blev indviet i 1935 og stadig er i drift. De vandt projektet, fordi de fandt på en innovativ funderingsmetode med specialdesignede sænkekasser. Højgaard & Schultz bød også på projektet, men deres konsortium blev nummer to efter Monberg & Thorsen.

1935

Odins Tårn

Odins Tårn blev bygget af Monberg & Thorsen, der anvendte stålrør fra sænkekasserne på Den Gamle Lillebæltsbro. Tårnet lå ved Bolbrobakke i Odense, og med sine 175 meter var det Europas næsthøjeste tårn. Gestapo bombede dog tårnet i 1944 som hævn for en række aktioner fra Modstandsbevægelsen, som Monberg & Thorsen tilfældigvis var meget aktive i.

1940

Pont Ghaflan-Kouh

I 1940’erne udførte Monberg & Thorsen talrige jernbaner og jernbanebroer Iran. Undervejs havde de store problemer, da 2. verdenskrig udbrød, og de derfor ikke kunne stille nødvendige garantier på projekterne.

1948

Rømødæmningen

Monberg & Thorsen indledte arbejderne på Rømødæmningen i 1939, og det var meningen at projektet kun skulle vare i 4-5 år. 2. verdenskrig betød dog, at projektet blev forsinket med fire år, da bemandingen svigtede og kun en mindre kerne på under 200 mand holdt fast i arbejdspladsen og derfor blev projektet først afleveret og indviet i 1948.

1950

Knud Højgaard & Ejnar Thorsen

Der var stærke bånd mellem Monberg & Thorsen og Højgaard & Schultz længe inden, at virksomhederne fusionerede. Her er Knud Højgaard og Ejnar Thorsen fotograferet sammen i forbindelse med, at de aftaler med amerikanerne, at danske virksomheder skal deltage i byggeopgaverne på baserne i Grønland.

1955

Bellahøjhusene

Højgaard & Schultz opførte Københavns første to højhuse over seks etager: Bellahøjhusene. De to højhuse blev udført med udgangspunkt i den såkaldte Kallton-metode.

1957

Biblioteksgården

Knud Højgaard købte bygningen på Kultorvet i 1955, og de næste par år arbejdede Højgaard & Schultz på at skabe Københavns Kommunes Hovedbibliotek. Sidenhen har bygningen huset Niels Brock Copenhagen Business College og kendes i dag som Knud Højgaards Hus.

1958

Samarbejde med F.L. Schmidt koncernen

Monberg & Thorsen samarbejder gennem årene med F.L. Schmidt koncernen om at etablere cementfabrikker blandt andet i Danmark, Polen, Grækenland og Jamaica. På billedet ses anlæggelsen af cementfabrikker i Sydkorea og Kenya i 1958.

1960

Magasin i Lyngby

Højgaard & Schultz opførte Magasin du Nord i 1960. Der var opgangstider og danskernes levestandard og indkøbsmuligheder steg kraftigt i disse år.

1960

Betonbyggerier

I 1960'erne blev der opført mange betonbyggerier som f.eks. Lewaldsvænge boligkompleks i Lyngby. Denne periode var kendetegnet ved en markant vækst i urbaniseringen, og der var et stort behov for at skabe boligområder, der kunne huse byernes mange nye tilflyttere.

1970

Den nye Lillebæltsbro

Monberg & Thorsen udførte overbygningen på Den nye Lillebæltsbro, og vandt også her med en alternativ løsning, hvor brodækket i stedet for den traditionelle malede stålkonstruktion. bestod af sammensvejste lukkede stålsektioner og indvendig ventilation. Det princip gjorde det løbende vedligehold (rustbeskyttelse) af broen markant billigere, og er blevet en almindelig anvendt metode på store broer.

1971

Maarmorilik

Monberg & Thorsen var del af arbejderne på Maarmorilik-minen i Grønland. Minen fungerede fra 1973-1990, hvor den som navnet antyder, anvendtes til at udvinde marmor.

1975

Enemærke & Petersen grundlægges

På Klostergården i Ringsted i 1975 grundlagde Gunnar Enemærke og Jørgen Petersen virksomheden Enemærke & Petersen som en tagvirksomhed på renoveringsmarkedet for andels- og ejerboligforeninger.

1979

Vejlefjordbroen

Monberg & Thorsen var en del af Vejlefjordskonsortiet, som stod for opførelsen af Vejlefjordbroen i 1979.

1984

Tietgensbroen

Højgaard & Schultz løftede Tietgensbroen i København i 1984. Ved ophængning af køreledninger over fjerntogssporene var der ikke tilstrækkelig frihøjde under Tietgensbroen og banegårdshallen. En nat i maj i 1984 blev den 3.600 ton tunge bro således løftet 25,5 cm ved landfæstet ved Bernstorffsgade og 9,6 cm i den modsatte ende.

1985

Farøbroerne

Farøbroerne var endnu en ingeniørmæssig bedrift i topklasse fra Monberg & Thorsen. Faktisk udfordrede de udbudsmaterialet kraftigt og kom med et bedre forslag, end hvad der oprindeligt var udbudt.

1989

Planetarium

Monberg & Thorsen opførte i 1989 Planetariet, som er beliggende ved Skt. Jørgens Sø i København. Bygningen er kendt for sin unikke og markante arkitektur, der er designet som en stor cylinder. Cylinderen er 38 meter høj.

1990

Stålbroer

Monberg & Thorsen var en fremtrædende aktør inden for stålbroer i både ind- og udland og udførte i 1990’erne en række markante projekter. Blandt disse er bl.a. Askøybroen, som har det længste brospænd i Norge og var Skandinaviens længste hængebro, da den blev bygget (1992) og Högakustenbroen, en hængebro nord for Stockholm (1997).

1994

Storebælt Vestbroen

Højgaard & Schultz anlagde Vestbroen i årene 1989-1994 på Storebæltsforbindelsen mellem Fyn og Sprogø.

1996

Storebæltstunnellen

Monberg & Thorsen var entreprenør på den 8.024 meter lange Østtunnel på Storebæltsforbindelsen.

1998

Den Sorte Diamant

Højgaard & Schultz opførte i 1998 Den Sorte Diamant. Når solen skinner rigtigt på bygningen, og man står på modsatte side, ser man tydeligt på facaden, hvorfor den hedder Den Sorte Diamant.

2000

Opkøb af Enemærke & Petersen

Højgaard & Schultz opkøber Enemærke & Petersen.

2000

Øresundsbroen

Et projekt som for alvor aktualiserede tanken om at slå Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen sammen var Øresundsbroen, hvor de to selskaber indgik i det joint venture, der skabte broen. Samarbejdet gik godt, og det stod klart, at begge virksomheder både kunne komplementere og udfordre hinanden.

2001

Fusion

Højgaard & Schultz og Monberg & Thorsen fusionerer og bliver til Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed, MT Højgaard. Samtidig grundlægges Højgaard Holding A/S.

2004

Fields

Sammen med E. Pihl & Søn bygger MT Højgaard Field’s på Amager, som ved sin åbning i 2004 var Nordens største shoppingcenter.

2006

Byggefabrik i Glostrup

Enemærke & Petersens byggefabrik i Glostrup etableres, som i dag er hjørnestenen i selskabets renoveringskoncept med præfabrikerede bygningsdele.

2007

DR Koncerthus

Byggeriet af DR’s koncerthus blev spektakulært både indvendigt og udvendigt. Den svære opgave var at lave den såkaldte periferikanal, der løber mellem trappetårnene og de ekstra søjler, der bærer den ”svævende”, valnøddeformede koncertsal.

2012

Den Blå Planet

Knud Højgaards Fond gav et stort bidrag til opførelsen af Den Blå Planet, så derfor betød det meget for os, at MT Højgaard også bidrog med både jord- og betonarbejder.

2013

Anholdt Havvindemøllepark

Anholt Havvindmøllepark er beliggende i Kattegat farvandet mellem Djursland og Anholt. Ved indvielsen var den Danmarks største. MT Højgaard var med til at etablere fundamenterne til vindmøllerne på Anholt og til en række andre store havvindmølleparker.

2013

Hardangerbroen

MT Højgaard udfører stål- og montagearbejdet i opførelsen af Hardangerbroen i Norge. De to bærekabler vejer ikke mindre end 6.400 tons, og de blev spundet ved hjælp af en kabelbane på hjul.

2014

Cykelslangen

MT Højgaard opfører Cykelslangen, som forbinder Dybbølsbro og Byggebroen i København. Den er 230 meter lang og fungerer som en bugtet rampe, der overvinder seks højdemeter.

2014

Moesgaard Museum

MT Højgaard bygger udstillingsbygningen, som titter frem under et græsdækket skråtag på næsten 13.000 kvadratmeter. Det er bygget så museumsgæster frit kan vandre rundt på taget som en naturlig del af landskabet. Den enorme tagflade bæres af et stort og komplekst søjle-bjælkesystem.

2016

TRUST

Enemærke & Petersen skaber forretningsenheden, TRUST, i samarbejde med KANT arkitekter, Nøhr & Sigsgaard, Dominia, Norconsult og GHB Landskab. I 2016 bliver TRUST udpeget som den strategiske partner til Københavns Kommune, som skal håndtere kommunens institutions- og skolebyggeri over de efterfølgende fire år. I 2021 genvinder TRUST det strategiske partnerskab.

2019

Højstrupparken

Enemærke & Petersen står i spidsen for den store renovering af Højstrupparken i Bolbro i Odense, hvor 587 almene boliger får en velfortjent make-over.

2019

AARrhus

På Aarhus Ø har MT Højgaard bygget 251 lejligheder og en række aktivitetshuse, der har en central placering i det levende miljø på havnefronten i Aarhus. I byggeriet har der særligt været fokus på at give de kommende beboere mulighed for at sætte deres eget præg på boligen.

2019

MT Højgaard Holding opstår

Den 5. april 2019 fusionerede Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S til det fortsættende selskab MT Højgaard Holding A/S, der ejer 100% af datterselskaberne i MT Højgaard-koncernen. Dette skabte en enklere, mere transparent og omkostningseffektiv struktur med det formål at styrke konkurrencekraften.

2020

Frasalg af selskaber

I kølvandet på etableringen af MT Højgaard Holding vurderes det, hvordan vi bedst kan udnytte ledelseskraft og finansielle ressourcer til at skabe fremgang. Disse prioriteringer fører til frasalg af selskaberne Lindpro (2020), Ajos (2021) og Scandi Byg (2023).

2021

Erhvervsarkivet Århus

Renoveringen af erhvervsarkivet i Aarhus - også kendt som Smykkeskrinet - var en helt speciel opgave for byggeledelse og håndværkere i Enemærke & Petersen. Det tætte samarbejde mellem håndværksfag, rådgivere og byggeledelse sikrede en god proces og et resultat, der har vakt opmærksomhed eksternt og stolthed internt.

2021

Enemærke & Petersen opkøber NemByg & Raunstrup

I 2020 opkøber Enemærke & Petersen de to virksomheder Raunstrup og NemByg. Begge opkøb blev gennemført for at udvide virksomhedens kapacitet og geografiske rækkevidde i Danmark.

2022

Flugt

NemByg gennemførte en omfattende renovering og ombygning af de historiske hospitalsbygninger ved den tidligere flygtningelejr i Oksbøl for at skabe FLUGT – Refugee Museum of Denmark.

2022

Dalum Papirfabrik

MT Højgaard Property Development opfører et nyt boligområde, der engang husede Dalum Papirfabrik. Boligerne varierer i størrelse og stil, fra New Yorker-inspirerede lejligheder til familievenlige rækkehuse og seniorvenlige boliger. I 2022 købes også nabogrunden Dalum Kloster til yderligere projektudvikling.

2023

Rønne Havn

MT Højgaard Danmark har stået for renovering og udvidelse af Bornholms forsyningshavn og krydstogthavn. Med en forlængelse af ydermolen på 450 meter og 300 meter ny tunglastskaj er projektet en af de største nyere vandbygningsopgaver i Danmark.

2024

Svanemølleholm (Holm 8)

MT Højgaard Danmark udfører i totalentreprise på 57.000 kvadratmeter domicilbyggeri til AP Pension og Nykredit i Københavns Nordhavn.