MT Højgaard skal bygge plejecenter og sundhedshus i Albertslund Centrum

31. maj 2013


Nyt moderne og energivenligt plejecenter med 108 boliger og et sundhedshus på 3.600 kvadratmeter.

Vil du vide mere?
kontakt os

De næste to år skal MT Højgaard opføre plejecenter og sundhedshus i Albertslund Centrum. I byggeriet til 350 mio. kr. er der lagt vægt på bæredygtighed. Byggeriet omfatter også et nyt, stort Kvickly-supermarked og en parkeringskælder. Albertslund Kommune ønsker at opføre byggeriet, så det lever op til energikravene i 2015-bygningsreglementet.

MT Højgaard har opført flere store bygninger for kunder med fokus på kvalitet og fremtidssikring med hensyn til bæredygtighed. Det gælder for eksempel det nye hovedkontor for revisionsfirmaet KPMG ved Flintholm på Frederiksberg, DONG Energys kontor i Gentofte samt Novo Nordisk nye Campus i Bagsværd, som stadig er under opførelse.

- Vi har gennem flere måneder arbejdet tæt sammen med Albertslund Kommune, og i fællesskab har vi fundet nogle gode løsninger for Albertslund Centrum. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med kommunen, og Albertslunds borgere kan se frem til et moderne og velfungerende byggeri, siger Torben Biilmann, adm. koncerndirektør i MT Højgaard.

Albertslund Centrum skal stå klar medio 2015, altså om godt to år. Ordren har en værdi for MT Højgaard på cirka 350 mio. kr. fordelt over byggeperioden. Den giver ikke anledning til ændringer i de tidligere offentliggjorte forventninger for 2013.

FAKTA

Plejecenteret

  • I alt 108 boliger
  • 81 almindelige plejeboliger. Nogle af disse vil være ægtefælleboliger med plads til to beboere. Disse boliger egner sig til ægtepar, som gerne fortsat vil bo sammen, selv om den ene ægtefælle har brug for så meget pleje, at hun eller han ikke længere kan bo i hjemmet
  • 15 almindelige ældreboliger
  • 12 flexboliger til korte ophold. Det kan for eksempel være, når en borger er udskrevet fra hospitalet, men fortsat har brug for mere opsyn og pleje end det er muligt at give i hjemmet

Sundhedshuset

  • 3.600 kvadratmeter
  • Genoptræning  
  • Sygeplejeklinikker
  • Omsorgstandpleje
  • Klinikfaciliteter til praktiserende læger
  • Mødefaciliteter og undervisningslokaler
  • Café med spisepladser inde og ude 
Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies