Enemærke & Petersen tildelt ny stor opgave

16. august 2013


840 boliger i bebyggelsen Rosenhøj i Viby J. skal fornys for knap 400 mio. kr.

Vil du vide mere?
kontakt os

Boligforeningen Århus Omegn har i dag offentliggjort, at Enemærke & Petersen – en dattervirksomhed i MT Højgaard-koncernen – er valgt som entreprenør for den ene storentreprise ved den planlagte renovering af bebyggelsen Rosenhøj i Viby J., Aarhus. Bebyggelsen har 840 boliger i 27 blokke i fire etager og er opført i årene 1967-70.

Ikke mindre end 54.000 m2 facader skal renoveres, og fem blokke skal ombygges væsentligt. Desuden skal der opføres 11 nye blokke, hver med tre boliger og i alt på 3.700 m2. Endelig indeholder opgaven en omlægning af bebyggelsens udenomsarealer. Renoveringen vil ske i etaper over en treårig periode og skal være afsluttet primo 2017.

Bygherren har valgt Enemærke & Petersen på grundlag af pris, kvalitet, organisation og metode.

- Vi er stolte over at være valgt til denne store og spændende opgave, som vil tilføre bebyggelsen Rosenhøj nye værdier for sine mange beboere. Vi ser frem til et godt samarbejde med både bygherren, dennes rådgivere og de andre involverede i projektet, siger administrerende direktør Svend R. Hartmann, Enemærke & Petersen.

Opgaven i Aarhus kommer i forlængelse af en række andre store og lignende renoveringsopgaver, som Enemærke & Petersen har vundet i de senere år, heriblandt Vapnagård i Helsingør og Sønderparken i Fredericia.

Kontrakten forventes underskrevet, når fristen for indsigelser udløber. Aftalen forventes at have positiv betydning for MT Højgaards omsætning og resultat i projektets løbetid, men giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies