Torben Biilmann tiltræder i MT Højgaard

1. november 2012


Ny administrerende koncerndirektør skal lede udviklingen af Danmarks største bygge- og anlægsvirksomhed fra den 1. november.

Vil du vide mere?
kontakt os

MT Højgaards bestyrelse besluttede i maj at ansætte Torben Biilmann som ny administrerende koncerndirektør med virkning fra den 1. november 2012. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør i NCC Construction Danmark. Torben Biilmann afløser bestyrelsesmedlem Jørgen Nicolajsen, der påtog sig hvervet som konstitueret administrerende koncerndirektør i marts 2012.

I forbindelse med ledelsesskiftet siger bestyrelsesformand Helge Israelsen:

- De senere års store udfordringer for branchen og for MT Højgaard har medført markant forringede resultater i MT Højgaard, men med en række initiativer er vi ved at vende udviklingen. Torben Biilmann skal nu gå forrest i indsatsen for at udvikle aktiviteterne og gøre virksomheden lønsom.

- MT Højgaard er en stærk og kompetent virksomhed med et stort potentiale. Med sin dybe indsigt i branchen og solide erfaring er Torben Biilmann den rette til at indfri dette potentiale.

Torben Biilmann om de nye udfordringer:

- Det er min oplevelse, at MT Højgaard leverer høj kvalitet og repræsenterer en stor stolthed for arbejdet, hvilket er nødvendige forudsætninger for at skabe gode resultater. Derfor ser jeg frem til at tage fat i de udfordringer, MT Højgaard står over for.

- MT Højgaard har mange muligheder i markedet, som det bliver mit job at realisere til gavn for kunderne og ejerne sammen med de mange gode medarbejdere.

MT Højgaards koncerndirektion består herefter af administrerende koncerndirektør Torben Biilmann (CEO) og koncernøkonomidirektør Flemming Steen (CFO).

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies