MTH GROUP: MT Højgaard valgt til stort svensk broprojekt

MT Højgaard er udpeget som vinder af Hisingsbron over Göta Älv i Göteborg i et joint venture mellem MT Højgaard (30 procent) og Skanska (70 procent). Kontraktens andel for MT Højgaard er på SEK 591 mio.

Vil du vide mere?
KOntakt os

Göteborg Stad Trafikkontoret har udpeget MT Højgaard som vinder i et joint venture med Skanska til at opføre Hisingsbron, der er en løftebro, som skal forbinde det centrale Göteborg med Hisingen. Broen skal stå færdig medio 2022 og omfatter bil- og sporvognstrafik samt en tilhørende cykel- og gangsti.

Ud over prisen har Göteborg Stad Trafikkontoret lagt vægt på de tilbudte tekniske løsninger, udførelsen, tidsplanen og sikkerheden. MT Højgaard kan udnytte sin omfattende erfaring fra opførelse, fornyelser og forbedringer af talrige broer i både Danmark og udlandet.

MT Højgaard er udpeget til at producere og installere stålarbejde og mekanik. Stålarbejdet omfatter blandt andet overbygning og pyloner. Projektet omfatter også en såkaldt kollektiv trafikbro udført i stål samt nedrivning af den gamle bro over Götaälvbron, der har betjent trafikken over floden siden 1939.

- Jeg er glad for, at vi med vores mangeårige erfaring med at opføre stålbroer er blevet udpeget til at være med til at sikre bygherren en solid løsning på dette komplekse projekt. Det understreger endnu engang MT Højgaards kompetencer og konkurrenceevne, fortæller Esper Christophersen, divisionsdirektør i MT Højgaard.

Kontrakten har en værdi af SEK 1,97 mia., hvoraf MT Højgaards forventede andel bliver SEK 591 mio. Endelig kontrakt forventes indgået inden for 10 dage. Opgaven vil ikke isoleret set påvirke koncernens omsætning og resultat i indeværende år og giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er ifølge deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket medfører, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies