MTH GROUP: Driftsresultat på 50 mio. kr. i første kvartal

For første gang i fem år var driftsresultatet positivt i vinter-kvartalet, som normalt er årets svageste i bygge- og anlægsbranchen. Virkningen af koncernens turnaround i de seneste to år er tydelig.

Vil du vide mere?
kontakt os

MT Højgaard-koncernen nåede en tilfredsstillende omsætning og resultat i de første tre måneder af 2015. Den samlede omsætning blev som forventet på 1.656 mio. kr. i årets første kvartal, hvilket var 8% højere end i det tilsvarende kvartal sidste år.

De seneste to års kraftige omlægninger af koncernens aktiviteter, styring og organisation kom til udtryk i et driftsresultat før særlige poster på 50 mio. kr. i første kvartal, hvilket svarer til en driftsmargin på 3%. I det tilsvarende kvartal sidste år var driftsresultatet før særlige poster på minus 30 mio. kr. Også pengestrømmen fra driften var positiv og udgjorde 79 mio. kr. i første kvartal i 2015.

- De største tiltag i vores omfattende turnaround blev iværksat i 2013 og 2014. Men vi er endnu ikke der, hvor vi vil være, så indsatsen fortsætter på alle fronter. Den allerede opnåede fremgang viser imidlertid både os selv og andre, at MT Højgaard-koncernen er på rette vej, siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann.

Gennem de seneste par år har koncernen omlagt sine processer og udviklet organisationen, så den i dag har en stærkere risikostyring, større fleksibilitet og forbedret kundeorientering.

Mange nye ordrer og vundne projekter

Koncernen fik i første kvartal nye ordrer for 1,3 mia. kr. Som følge af tidskrævende godkendelsesprocesser var yderligere projekter for et lignende beløb opnået, men endnu ikke kontraheret endeligt ved kvartalsskiftet. På trods heraf udgjorde ordrebeholdningen over 6 mia. kr. ultimo første kvartal. De sidste gamle opgaver med ringe eller negativ lønsomhed blev afviklet i 2014, og koncernens ordrebog er i dag lønsom og har en sund risikoprofil.

Positive forventninger fastholdes

For 2015 forventer ledelsen fortsat at nå en omsætning på 7,0-7,5 mia. kr. og et driftsresultat på 300-375 mio. kr. før særlige poster, svarende til en EBIT-margin på 4-5%. Turn-around-processens mål om at nå en margin på 5% inden årets udgang fastholdes ligeledes, og for næste år, 2016, fastholdes forventningen om en samlet EBIT-margin på 5%.

Forventninger til den fremtidige økonomiske udvikling er i deres natur forbundet med risici og usikkerhedsfaktorer, hvilket kan medføre, at den faktiske udvikling kan afvige væsentligt fra det forventede.

Kvartalsrapport første kvartal 2015

Til toppen

Denne side gør brug af cookies. Ved at browse videre accepterer du brugen af dette Læs mere om cookies